Lav din egen hjemmelavede sæbe (DIY)

diy hjemmelavede sæbe

Når jeg tænker på sæbestøbning, tænker jeg tilbage på min ungdom i 90’erne, hvor det var en ret stor dille at lave sæbe selv. Vi samlede på små pyntesæber, og byttede dem med hinanden, for at få så mange forskellige typer og dufte som muligt. Og ve den far, der kom til at bruge af nogle af de fine sæber i samlingen, så muslingeskallen eller det lyserøde hjerte kom helt ud af form, og måtte kasseres.

Det var så populært, at vi endda lavede det på skolen i håndarbejdstimerne – så vigtig en færdighed, må lærerne have syntes, det var! Da jeg for nyligt arvede sådan et skolesæt fra 90’erne med sæbeblokke og forme, tænkte jeg, at det nu må være på tide, at give sæbestøbningen en revival. At nytænke udtrykkene og puste liv til klassikerne. For smukke sæber, der dufter godt – det har alle hjem vel brug for. Selv i dag anno 2018.

[lepopup slug='optin-diy-opskrifter']

Vær kreativ med sæbestødning

 

At lave sæbe er en nem måde at være kreativ på. Du kan eksperimentere med farver, former og dekoration af forskellig slags.

Nedenfor kommer jeg med mine bud på forskellige metoder til dekoration, der har stor effekt.

Med råsæbe eller sæbemasse kan du hurtigt og nemt lave sæbe til dig, din familie og til hyggelige og personlige værts-/værtindegaver.

Sæbemasse kan man købe i de fleste hobbyforretninger. Den fås både i transparente udgaver og i ikke-transparente udgaver.

Der er stor forskel på, hvad sæbemassen er lavet af, så hvis du allergier, er det en god idé at tjekke ingredienslisten.

Jeg arbejder her med en transparent udgave, som hedder ”smelt-og-hæld-op”, og en ikke-transparent udgave, der er ægte olivensæbemasse, og som har en turkisgrøn farve.

Det her er hvad du skal bruge:

  • Sæbemasse/råsæbe
  • Frugtfarve
  • Forskellige æteriske olier
  • Forme (kan både købes i hobbyforretninger og supermarkeder)
  • Materialer til pynt (jeg har her brugt stempler og samlet urter og blade i naturen)

Før du begynder på sæbestøberiet

 

Når du skal lave din egen sæbe, er det vigtigt at have et godt overblik fra start.

Et lille tip herfra er derfor at begynde med at lægge alle dine urter, blade, stempler og lignende ud på bordet, stil duftolier og frugtfarve op og gør dine forme parate evt. på bordskånere eller med andet underlæg under, så du ikke spilder den varme sæbemasse direkte på bordet.

Således kommer du godt fra start, og kan bedre lege med at sammensætte alle dine ting undervejs.

 

Sæbemassen gøres klar ved, at du skærer den i mindre stykker. Således smelter den lettere ved opvarmning.

Mængden af sæbemasse afhænger af dine formes størrelse. Du kan evt. veje din sæbemasse, så du ved præcis, hvor meget der skal bruges, men jeg gjorde det bare ved øjemål, og det gik udmærket.

Du kan altid senere genbruge overskydende rester. Det samme gør sig gældende med farve og duft: prøv dig frem og find en balance, der fungerer for dig.

Sådan laver du hjemmelavet sæbe

 

  • Lav et vandbad ved at bringe en gryde med vand i kog. Herover kan du anbringe en skål eller lignende af metal, og dermed styre sæbens temperatur bedre. Sæt komfuret til lidt over middelvarme.
  • Kom dine små stykker sæbemasse i, og lad dem smelte sammen. Det må ikke koge. Undgå at røre for meget, da der kan komme mange bobler i sæben på den måde.
  • Mens sæbemassen smelter, tilføjes frugtfarve og de æteriske olier. Miks dem, for at gøre duftene helt personlige eller hold dig til de rene dufte, du elsker.
  • Når massen er smeltet helt, kan der danne sig små luftbobler eller urenheder i overfladen. Brug eventligt en kniv eller ske til at fjerne disse.
  • Hæld massen i dine forme, og lad dem køle af i køleskabet. Efter et par timer, kan du forsigtigt presse dem ud, og dine smukke sæber er klar til brug.

Dekorer dine sæber for et smukt og personligt udtryk

 

Der findes mange sjove måder at dekorere sæberne på, for at give dem præcis det udtryk, du ønsker. Jeg har nedenfor listet nogle forskellige muligheder, som virkede godt for mig:

Match duft og dekoration

 

Mine to favoritdufte er rosmarin og lavendel, så jeg ville lave en sæbe med hver af disse dufte med tilhørende dekoration fra planter.

Tilfældigvis har jeg både rosmarin og lavendel i min have (eller måske det ikke er så tilfældigt endda!), og her plukkede jeg et par grene af hver. Ved at lægge dem i formene, inden man hælder sæben over, bliver de indkapslet i sæben som en smuk dekoration.

Desuden forstærker det duftene i sæben. Til disse brugte jeg den ikke-transparente olivensæbemasse.

diy hjemmelavede sæbe

Stempeltryk på sæben

 

På modsatte side af sæberne beskrevet ovenfor har jeg lavet stempeltryk.

Det gøres sådan: Læg stempelpuden i bunden af støbeformen med den påskrevne side opad.

Hæld sæben over, og når denne er størknet, kan sæben vendes ud af formen og stempelpuden fjernes.

Skær til i kanterne for at fjerne overskydende sæbe.

To-farvet sæbe

 

To-farvet sæbe er nemt nok, men for at frembringe den skrå linje imellem farverne, gør man således:

Lav først den ene sæbe, som tidligere beskrevet. Placer din form i en skrå position ved at lægge noget ind under den ene side (se billedet).

Højden skal gerne passe, så linjen kommer til at gå diagonalt gennem sæben.

Du kan afprøve ved at hælde vand i formen og se, hvor linjen går. Hæld sæbemasse i, så halvdelen af formen dækkes, og lad denne side størkne helt – gerne på køl.

Bland så din anden farve, hvortil du også kan vælge en anden duft. Jeg har givet mine sider forskellige dufte.

Her skal formen stå normalt på bordpladen, og du kan hælde op og dække den linje, du fik lavet før.

Indkapsl smukke ting fra naturen

 

Gå en god tur og indsaml de smukkeste ting, du finder på din vej. Læg dem i bunden af din sæbeform. Vælg en klar sæbemasse til dette.

Da de æteriske olier ofte er en anelse gullige, forsøgte jeg at modvirke dette ved at blande en anelse blå farve i.

Genstandende vil flyde op til toppen, så det kan være en fordel ikke at lave disse sæber for tykke. Jeg er især glad for den sæbe med kornaksen indeni.

Mine dufter af en blanding mellem, Ylang Ylang, Bergamot og Peppermint.

Små sæber med søde former

 

Du kan også vælge at hælde dine sæber i silikoneforme, som du ellers bruger til bagværk eller isterningebeholdere.

De er nemme at presse ud af silikonen, og måske du allerede har formen på lager. På denne måde kan du hurtigt lave mange sæber, hvis de skal bruges til en børnefødselsdag eller lignende.

Du kan lave røde hjerter, små smileys eller bamsebjørne. Sådanne forme kan købes både i supermarkeder, isenkræmmere eller hobbyforretninger.

[lepopup slug='optin-diy-opskrifter']

Skal du også i gang med at lave dine egne sæber?

 

Nu ligger mine sæber smukt og dekorerer på badeværelset og sender lidt nostalgisk mine tanker tilbage til min barndom.

Imens spredes duften af mine yndlings æteriske olier.

Forskellen er, at jeg nu glæder mig til at bruge dem, så jeg har en undskyldning for at lave flere. Så noget har ændret sig med tiden, og det er da egentlig også rart.

God fornøjelse med din egen sæbe.

maria duhn - forfatter på chleopatra.dk

Marie Terese Duhn
Chleopatra Forfatter

Marie Terese Duhn har været blogger og fotograf hos Chleopatra imellem 2018 og 2019, og gav dig updates på, hvad der rører sig indenfor Chleopatras skønne verden. Marie inspirerede dig med kreative DIY projekter, der alle har det til fælles, at de tog udgangspunkt i Chleopatras produkter, og samtidig gav dig gode fif til, hvordan du udnytter produkternes fulde potentiale. Marie skriver ikke længere for Chleopatra, men tilgengæld driver hun sit eget kreative univers på www.byduhn.com

2 tanker om “Lav din egen hjemmelavede sæbe (DIY)

  1. Amelie siger:
    0

    Hejsa! Hvordan laver du de gennemsigtige? Da det glycerin jeg finder, ofte ser lidt grumset ud :O

  2. Liezel & Morten siger:
    0

    Hej Amelie,

    Det er muligt at købe en transparent version. Bare søg på google efter “glycerin transparent” :)

Skriv et svar